Danmarks Biblioteksforening
 



Danmarks Biblioteksforening - Vesterbrogade 20, 5. sal - 1620 K?benhavn V - Tlf +45 33 25 09 35 - Fax +45 33 25 79 00

Skriv til webmaster
Skriv til Danmarks Biblioteksforening

 

PRESSEMEDDELELSE
Danmarks Biblioteksforening
7. april 2010


Borgerne vil have flere penge til bibliotekerne!
 
Dagbladet Børsen har i en helt ny undersøgelse spurgt borgerne, hvordan de synes kulturministeren skal prioritere de 6 mia. kroner, som han råder over årligt.
Et flertal af de adspurgte synes der skal bruges flere penge på bibliotekerne, mens kun ca. 10 % synes der skal bruges færre penge på bibliotekerne. Bibliotekernes popularitet er kun overgået af idræt i forhold til hvad danskerne vil prioritere.
 
Formanden for Danmarks Biblioteksforening Vagn Ytte Larsen er ikke overrasket over dette:
”Undersøgelsen viser jo bare, at bibliotekerne spiller en stadig større rolle i danskernes liv. Borgerne ved, at det er på bibliotekerne de får adgang til pålidelig information, hjælp til at navigere i informationssamfundet og at det i høj grad er bibliotekerne der sørger for at der er adgang til alle de digitale ressourcer, hvad enten det er netmusik, digitale bøger og lydbøger eller deltage i innovative brugerskabte formidlingsplatforme som f.eks Litteratursiden.
Som det sidste ikke-kommercielle offentlige rum, er det også bibliotekerne som borgerne opsøger i lokalsamfundet, for at mødes, så jeg er da glad for at borgerne også vil betale mere til bibliotekerne” siger formanden for Danmarks Biblioteksforening Vagn Ytte Larsen.
 
Hvorfor skæres der, når bibliotekerne er så populære?
Borgernes brug af folkebibliotekerne taler også sit tydelige sprog om den store popularitet. Desværre er de politiske prioriteringer ikke altid derefter, hvorfor bibliotekerne de seneste år har været udsat for store besparelser.
 
De seneste tal fortæller, at to ud af tre danskere bruger folkebiblioteket. I 2008 var der mere end 34 mio. besøg. Dermed er biblioteket et af vores mest populære, offentlige kulturtilbud, og sådan har det været gennem mange år. Men måden, vi bruger biblioteket på, er i forandring.
 
På den ene side falder udlånet af fysiske materialer, altså bøger, cd’er mv. I perioden 2000-2008 er folkebibliotekernes udlån af fysiske materialer således faldet med 22 %, fra ca. 62 mio. til ca. 48 mio. materialer.
 
På den anden side vokser brugen af bibliotekernes mange digitale tilbud, som spænder fra download af musik og e-bøger til fornyelser af lån via bibliotekets hjemmeside. For eksempel havde Bibliotekernes Netmusik, hvor man som biblioteksbruger via sin hjemkommune gratis kan downloade musik, mere end 2,5 mio. download i 2008 – en stigning på 48 % i forhold til 2007.
 
”Der er altså tale om at biblioteket er en voldsom populær institution, som hele tiden indretter sig efter borgernes behov og ønsker, og jeg håber da at en undersøgelse som Børsens kan være med til at få politikernes øjne op for at befolkningen helt klart ønsker, at bibliotekerne fortsat udvikles - og at det altså ikke er gratis” slutter formanden for Danmarks Biblioteksforening Vagn Ytte Larsen.
 
 
For yderligere kommentarer, kontakt
Vagn Ytte Larsen, formand for Danmarks Biblioteksforening, tlf. 2178 9383
Michel Steen-Hansen, direktør i Danmarks Biblioteksforening, tlf. 4030 5230
 
© Danmarks Biblioteksforening 2002 - 2010