MARTIN Jensen - det lyder jo meget dansk og beskedent. Men i litterær sammenhæng klinger det med Martin A. Hansen og Johannes V. Jensen. Og ikke med urette: Du er som Hansen landlivets beretter og som Jensen den historiske fortæller. Og som begge så ærkedansk, at det gør ondt.

Eller godt - for vi kan ikke fralægge os arv og gæld, derfor må vi have nogle som jer - forfattere og digtere - der fortæller os, hvem vi er lige nu. Og det gør du så landet gror frem med bugtede veje, højtflyvende lærker og smålige tanker i sommerfrodigheden. Eller varme følelser selv om blæsten isner gennem én ved Kyndelmisse.

 

Du indleder romanen "Også på jorden" med at lade præsten tage sin faste cykeltur gennem det sydfynske landskab, som du jo kender som din egen bukselomme. Det skal nok forekomme nogle at være en laang cykeltur bakke op og bakke ned, men sådanne ture trænger vi til i litteraturen. Som indtager landet for os igen, så de bymennesker, den danske folkestamme er blevet til, forstår hvorfor der stadig er nogen, der bor på landet. Også om vinteren.

 

Det kunne måske lyde som om du romantiserer landlivet, men det ligger dig fjernt. Dine landboere har som os alle en fortid, der billedlig talt slæber efter os som dåser efter et brudepars bil. Ikke synligt i starten, men hurtigt får du efterslæbet til at larme og så sker der noget. Der er smukt, men ikke så stille ude på dit land. 

 

Drengen Kaj falder i søvn under hasselbuskene en varm sommereftermiddag: "Da han vågner, ser han sig forvildet omkring, så husker han. Han lægger sig på ryggen og stirrer op i den blå himmel. Han vil have så meget ud af denne sidste eftermiddag som muligt." 

 

Og så er det han i smug lytter til de voksnes samtale. Det er faren og hans ven som sidder og drikker øl. De har været frihedskæmpere sammen og taler om partiets svigt: "Har du hørt hvad ham Brecht har skrevet ... 'Da folket har mistet partiets tillid, har partiet besluttet at opløse folket og vælge et nyt.'" 'Ja det er sgu rigtigt.' De ler."

 

Kaj suger til sig uden at forstå ret meget. Det er I romanen "ej så svært", hvor vi ser 1950'erne gennem Kajs øjne, og det er noget af en kunst: At følge drengens kamp for at forstå, hvad de voksne har gang i. For selv om små gryder også har øren, så hader de voksne at forklare børnene tingenes rette sammenhæng. 

 

Dén kamp fortsætter livet igennem, finder vi ud af. Jeg mener: Hvem gider i dag forklare os hvad finanskrisen går ud på? Altså så vi forstår det! Med Kaj minder du os om den umådelige sult efter at forstå verden, vi havde som børn. Og skulle denne sult være stillet hos den voksne læser, minder du ham/hende om, at det bør den ikke!

 

IKKE at du altid er lige rar at lytte til, for du er jo en revser. En ærkedansk af slagsen - altså ikke den fanatisk højtråbende - men den stille kogende indigneret. Du vil ikke forædle menneskeheden gennem et stort samfundsomvæltende projekt, men gerne det enkelte menneske.

Så når vi smider en flygtningefamilie ud af landet, selvom både voksne og børn er faldet til, ryger du i flint. Ikke som et politisk projekt, men fordi du har oplevet det ske og harmes. Og så skriver en roman om blandt andet det - romanen "Også på Jorden".

 

Dens budskab sammenfattes i dette citat: »Hanne havde erfaret, at de, der tænkte over tingene, ofte brugte tænkningen, til at finde på undskyldninger for ikke at handle. Folk som hende selv, derimod, der følte om tingene om tingene var rigtige eller forkerte, handlede.«

 

 

 

Alligevel venter jeg hver gang spændt på dit næste udspil, og du klarer da også opgøret med kommunismen med bravour i romanen om Kaj, hvor farens frafald harmer dennes bror så meget, at familiesammenkomsterne truer med at ende i skænderi og uvenskab - for så at skildre hvorledes Kaj under Ungarn-krisen mobbes i skolen netop fordi hans far er tidligere kommunist. En mobning, som skolens inspektør, et tidligere medlem af nazipartiet, sanktionerer.

 

Igen er den 10-årige Kaj på Herrens mark, men ét fornemmer han: Alle voksne har noget på hinanden, og han har så evigt ret.

 

JEG måtte lige slå op for at sikre mig: Jo, du har kun været forfatter i godt 10 år! Jeg véd godt du som ganske ung skrev digte, din ven Dan Turell ikke var tilfreds med. "Formodentlig illegitim søn af Morten Nielsen," lød hans vurdering. Men professionel forfatter har du kun været i en halv snes år og hvilke år: Foruden de fire samtidsromaner, er det blevet til tre historiske romaner, hvoraf den om soldaterhoren Thrund blev en forløber til dine syv skønne historiske krimier om byfogeden Eske Little i Assens. Fjorten romaner ialt plus en rejseskildring fra Wales. Siden 1998. Fordi du dengang blev udsat for dét, du om nogen véd noget om og har skrevet om: Magtmisbrug, da du blev fyret som skoleleder af byrødderne. Samme byrødder, som nu går og roser sig af at have gjort dig til forfatter.

 

Dét blev du frem for alt fordi du vovede at satse, selv om det kunne betyde, at du ikke fik rødvin til maden hver dag, som du har forklaret.

 

Dét får du i aften og mere til, nemlig Edvard Pedersens Biblioteksfonds Forfatterpris. 

Jeg har også som historiker nydt dine middelalderkrimier om Eske Little i fulde drag, selv om du er lidt for respektfuld mod den kullede greve. Her synes jeg nok du svigter dit ellers så ærkedanske sindelag, hvilket en del sønderjyder også mener.

 

Jeg har nydt at du virkelig har sat dig ind i tiden og ikke forfalder til middelalder-grau med mudder og pløre og lort og skidt og tortur og blodige henrettelser, men har skildret datidens folk som nogle, der ligner os. "Forskellen på mig og Eske er, at jeg ser fjernsyn" har du noget ubeskedent sagt. Du ville åbenbart godt være byfoged i Assens og tugt