Danmarks Biblioteksforening
 





Danmarks Biblioteksforening - Vesterbrogade 20, 5. sal - 1620 K?benhavn V - Tlf +45 33 25 09 35 - Fax +45 33 25 79 00

Skriv til webmaster
Skriv til Danmarks Biblioteksforening

 

Motiveringstale
Edvard Pedersens Biblioteksfonds Forfatterpris

Til Hanne-Vibeke Holst
5. marts 2008

Mine damer og herrer, kære prismodtager, kære Hanne-Vibeke Holst

Det er næsten for nemt at tale for årets prismodtager. Det er nemlig et helt indlysende valg Danmarks Biblioteks Forening har truffet. Prisen går selvfølgelig til dig, Hanne-Vibeke Holst. Og hvem ellers, fristes jeg til at sige? Hvilken anden dansk forfatter har som du inspireret læserne til at  benytte Danmarks Folkebiblioteker, hvem har som du placeret sig markant i læsernes bevidsthed, hvem er bedre til at udtrykke sig alment forståeligt i et forfatterskab af høj kvalitet, og hvem anden har samlet set ydet en tilsvarende ekstraordinær indsats i dansk litteratur? Dit forfatterskab overopfylder nærmest de opstillede kriterier. Det er mig derfor en stor glæde og en ære at få lov til at motivere dagens prisoverrækkelse.

Elisabeth Møller JensenDin indsats er værd at hylde ikke mindst i disse tider, hvor bogens betydning er til debat. Hvor læsningens status blandt børn og unge vækker bekymring. Med dine ungdomsromaner Hejsa Majsa! (1980), Ud af røret, Maja! (1981) og romantrilogien om nordjyske Louise i bøgerne Til sommer 1985 , Nattens lys 1986 og Hjertets renhed 1990 skabte du en hel generation af læsere blandt piger og unge kvinder. Med 90'er trilogien Thereses tilstand (1992), Det virkelige liv (1994) og En lykkelig kvinde (1998) fik du voksne kvinder i tale. Store læsergrupper af kvinder fandt i dine bøger det samtidsforfatterskab, som alle elsker at efterlyse. Jamen, samtiden var jo lige her med Therese som omdrejningspunkt og katalysator for konflikter og udfordringer i læsernes eget liv. For Therese har svært ved at få livet til at gå op i en højere enhed i et af verdens mest kvindevenlige og ligestillede samfund. Og det var hun ikke alene om. Arbejde og elske? Det burde vel ikke være så svært. Alligevel er fordringen ikke bare blevet et problem i unge kvinders liv, men spørgsmålet får også statsledere til at ryste på hånden. For et af mulige svar er jo, at de unge kvinder opgiver at få det hele liv, de fleste drømmer om. Og så har vi da først balladen.

Mens du skrev om Therese, formulerede Kvindeligt Selskab, som var en støtteforening til KVINFO, et slogan, der lød sådan: ”70'er feminismen er overstået, 80'er trætheden har lagt sig, og 90'er generationens engagerede kvinder er parate til at gå ind i debatten”. Tilsyneladende et lucky punch, for med Kvindeligt Selskabs flyvende start virkede det unægteligt, som om vi havde ramt plet. Men da 400 unge kvinder året efter stiftelsesfesten holdt statusmøde i B&W´s gamle kantine i 1992, fik jeg noget af et chok. I stedet for en debat om ligestilling og fuld fart fremad, stillede de unge kvinder sig i mikrofonkø for med en og samme stemme at tale om det barn, der ikke var tid til at få, det andet barn, som de ønskede sig, og den kærlighed og det arbejde og det hele liv, som overhovedet ikke hang sammen, og som de ikke vidste, hvad de skulle stille op med.

Jeg troede naivt, vi var kommet længere. Men jeg kunne jo bare have læst Thereses Tilstand fra samme år. Så ville jeg have vidst, at lige præcis de grundlæggende problemer slet ikke var løst. Det vidste du til gengæld med seismografisk sikkerhed. Og du havde i den grad fingeren på pulsen, at du gav en ny læsergeneration lige præcis den fortolkning af kvindelivet i tiden, som ramte rent i forhold til unge kvinders liv. Og med dine bøger tilbød du en slags erstatning for den kvindebevægelse, som var en fantastisk kraft i min ungdom, men som allerede var blevet nostalgi og historie i begyndelsen af 1990'erne. Dine bøger blev det alternative spejl, som 90'ernes unge kvinde kunne genkende sit eget liv i, det billede, der fortalte hende, at hun ikke var alene, at de individuelle vanskeligheder var en del af et større mønster. Ved et læsermøde i Kvindeligt Selskab i  98, sprængte du nærmest alle rammer. Alle ville ind i La Glace for at høre dig læse og snakke om og som en En lykkelig kvinde.       

Hanne-Vibeke HolstSenest har du med Kronprinsessen (2002) og Kongemordet (2005) ikke bare fornyet den politiske spændingsroman i Danmark, men du har samtidig også formået at trække de mandlige læsere til. Det er der desværre ikke så mange andre feminister, der kan prale af. Men jeg synes, det er en hel selvstændig grund til at hylde dig, at både mænd og kvinder sluger din kyndige indsigt i dansk politik. I en ubesværet spændingskurve forbinder din indsigtsfulde research i de politiske miljøer sig med kvinder i politik og den vold mod kvinder, der forener den danske middelklassefrue med den unge indvandrerpige, når de begge søger hjælp på samme krisecenter.

Læg dertil at de to romaner, mens vi venter på trilogiens sidste del, er filmatiseret til TV. Ikke i Danmark ganske vist, men i det mere ligestillingsvenlige Sverige. At du gennem oversættelse gør dansk samtidslitteratur kendt i det store udland, og at du bruger din stemme i den danske offentlighed, så ingen et øjeblik er i tvivl om, hvor du står i værdikampen. Du er afsender af både bøger og meninger. Det slipper ikke så mange andre godt fra. Men du gør. I dit tilfælde hænger det sammen, og stadig flere læsere kommer til. I Min mosters migræne, din selvbiografiske odyssé fra 1999, fortæller du, hvordan ordet integritet ramte dig som det samlende begreb, der definerede hele din stræben, alt hvad du søgte at nå frem  til. Den søgen karakteriserer dig stadigvæk. Bibliotekerne må elske dig. Til lykke med prisen.

Elisabeth Møller Jensen
Direktør i KVINFO

 

 
© Danmarks Biblioteksforening 2002 - 2011