1940'ernes lyrikere
Introduktion 

Helt usædvanligt fokuserer Klassikerdagen i 2006 på en hel gruppe af forfattere. Det drejer sig om følgende af 1940'ernes debuterende lyrikere: Morten Nielsen, Ole Sarvig, Erik Knudsen, Thorkild Bjørnvig, Ole Wivel, Halfdan Rasmussen, Jørgen Nash, Tove Ditlevsen, Frank Jæger og Jørgen Gustava Brandt.

Ud over at debutere i årtiet, hvor 2. verdenskrig præger borgernes hverdag og kunsten, har de ti alle det tilfældes, at de på hver deres facon er optaget af livets og tilværelsens store spørgsmål, og at de på forskellig vis var med til at sætte dagsordenen i 1940'erne og 1950'ernes kunst – nogle gennem tidsskriftet Heretica en enkelt gennem Cobra-gruppens malere.

Digtene fra den gang har dag i dag noget at sige det moderne menneske og er fortsat stærk og væsentlig læsning.

Klassikerkomiteen opfordrer derfor biblioteker, skoler og andre til at sætte en eller flere af lyrikerne på programmet. Enten på selve Klassikerdagen, tirsdag den 26. september, eller eventuelt i hele uge 39. Hent i inspiration i Rikke Rottenstens artikel og korte præsentation af de ti lyrikere.

 Klassikerdagen 2006
– optakt og baggrund

Af Rikke Rottensten, cand.mag., freelancejournalist og medlem af Klassikerdagens komité

De debuterer i en helt særlig tid, de ti digtere Klassikerdagen fokuserer på i år.

Deres ungdom og tidligste poesi er skrevet under indtryk af og midt i besættelsen. Krigen er kun sjældent direkte synlig i deres poesi – de skriver kun få beredskabsdigte.  Men besættelsen og den trussel mod livet den konstant er, ligger som en eksistentiel undertone i digtene. Som en særlig skærpelse af det at være til. Digternes bevidsthed om nuet, om hvor lidt der skal til før end alt er forbi, er øget under de ekstreme omstændigheder, de lever og skriver under.

En anden verden

Egentlig skulle man tro, at besættelsen gjorde deres digtning udadvendt. At de ville bruge evner og kræfter til at opfordre til modstand, kamp – flere af dem er trods alt med i modstandsbevægelsen.

Men måske gør de netop modstand, der hvor det virkelig gør en forskel: i de illegale blade, som sabotører osv. I hvert fald er deres lyrik som helhed mere indadvendt end den litteratur, generationen før dem skrev.

Den er blottet for den sort-hvide politiske bevidsthed, tiden er præget af – både under og efter besættelsen. I digtene er det væsentlige ikke, hvilken politisk side, man er på, om man er for eller imod et bestemt styre. Under besættelsen er det givet, efter besættelsen er verden forandret og meget mere kompleks. Det præger de danske kunstnere. Også de, der før krigen havde et klart markeret og formuleret politisk syn på tilværelsen.

Hvad er et menneske?

Efter krigen bliver det væsentligste fokus i kunsten mennesket i sin urform, kan man sige. Det er det eneste gyldige udgangspunkt for at komme videre med en ny og forhåbentlig bedre verden.

Krigen var menneskeskabt. Den viste hvor langt selv almindelige mennesker kan gå i deres ondskab og aggression. Derfor sætter den spørgsmålstegn ved noget, som de færreste har lyst til at tvivle på: Menneskets trang til at gøre det gode, humanismen, meningen med livet - liv nogle mennesker altså mente, kunne indbefatte gaskamre og kz-lejre.

Generationens grobund

En hel del af digterne er allerede under besættelsen mødtes i Unge Kunstneres Klub, som Tove Ditlevsen var primus motor for. Her kom bl.a. Halfdan Rasmussen og Morten Nielsen sammen med andre forfattere som Esther Nagel og Piet Hein.

Mens malerne efter krigen samler sig på tværs af landegrænserne i Cobra-gruppen, starter en række digtere med Ole Wivel som ankermand i 1948 tidsskriftet ”Heretica” – der betyder kætteri. Tidsskriftet b