Kulturkommentar:
En trussel imod friheden

KRONIK AF SVEN OVE GADE ADM. CHEFREDAKTØR, EKSTRABLADET

'Hvor er friheden, hvis ikke børn og voksne er i stand til at læse på et rimeligt niveau?'

For nogle år siden fik jeg besøg af en tidligere medarbejder. ‑Hvad laver du nu, spurgte jeg ham. ‑ Lydbånd for SID, for det har vist sig, at 60.000 af medlemmerne ikke kan læse de faglige blade og meddelelser, lød svaret.

60.000! Indtil da havde jeg nærmest taget det at læse som en selvfølgelighed på linie med det at trække vejret, selv om jeg naturligvis fra tid til anden var stødt på mennesker med ordblindhed. Vi begyndte at forske i det og fandt ud af, at de 60.000 ikke var alene, men at der var mange andre hele eller halve analfabeter. Hver sjette dansker magter således ikke at læse så simple ting som gadeskilte, køreplaner og enkle arbejdsinstrukser. Prøv at tænke rigtigt over det ‑hver sjette ‑ et oprørende stort tal, som burde udfordre enhver, der som undervisnings‑ og kulturpolitiker ser noget afgørende i kampen for at sikre frie mennesker.

Det skulle snart begynde at svirre med undersøgelser, der påviste, at danske skolebørn i 6. klasse haltede efter børn på tilsvarende trin i andre rige vestlige lande. Ganske vist blev det forsømte indhentet i løbet af de sidste skoleår, men det kunne ikke rokke ved den kendsgerning, at tilegnelsen af andre kundskaber svigtede. At kunne læse er nøglefaget i tilegnelsen af fremmede sprog, historie, geografi og såmænd også matematik. Og så måske det vigtigste af alt ‑ evnen til at læse bøger, blade og aviser blev for ringe.

Undervisningsministeren afviste, at der var et problem. Man skulle næsten tro, at der ikke måtte være et problem. Ikke desto mindre er det en kendsgerning, at børnene ‑ og her taler jeg om de svageste børn, for de stærke klarer sig altid ‑ blev svigtet. De blev ofre for et for~ fald, der startede i begyndelsen af 60'erne med den såkaldte "blå betænkning", der fastslog, at det var vigtigere, børnene blev "gode, harmoniske mennesker", end de fik gode kundskaber.

Ud fra dette mål tilrettelagde man undervisningen i folkeskolen. Ideen blev vigtigere end kundskaber. I stedet for mere frihed, fik man mindre, for hvor er friheden, hvis ikke børn og voksne er i stand til at læse på et rimeligt niveau?

Et problem, som under normale omstændigheder ville udløse vrede og efterfølgende oprør. Men intet skete. Undervisningsministeren var tilfreds, og mange pædagoger lod forstå, at de også var tilfredse.

Det nyttede ikke noget, at universiteterne og andre højere læreanstalter begyndte at råbe op om, at læsestandarden selv blandt unge studerende ofte var for lav. Havde man hørt mage ‑ selvfølgelig var der ingen problemer med at læse i det avancerede danske samfund.

Nej, så var det nyttigere at tale om EDB og forlange flere computere i folkeskolen. Som om en computer kan kompensere for manglende læsekundskaber?

Sidste år besluttede vi på Ekstra Bladet selv at lade lave en undersøgelse af ikke mindst læseevnen i folkeskolen. I samarbejde med ni ganske almindelige folkeskoler spredt over hele landet lod vi 265 9. klasses elever komme til prøve i en tekst for 5.‑6. klasse. Det viste sig, at 27 ud af 100 elever ikke forstod teksten. Standarden var så lav, at de vil blive hægtet af i mange andre fag end dansk. Læg så vel mærke til, at vi taler om børn i 9. klasse, altså elever som snart skal videre i uddannelsesforløbet.

Nye tabere vil blive skabt i et samfund, hvor det at kunne læse i rimelig grad er livsvigtigt for de senere muligheder for at gøre sig gældende på et mere og mere kompliceret og udviklet arbejdsmarked. Problemstillingen er også belyst i en af de vigtigste debatbøger, der er udkommet i de senere år, nemlig Henning Fonsmarks "Kampen mod kundskaber... ". "Dansk er ikke bare dansk", skriver Fonsmark. "Det handler tydeligvis ikke om kundskaber eller færdigheder. Det handler om følelser, mennesker og holdninger". Fonsmark tilføjer rammende: "Så forstår man jo bedre, at stadig flere unge danskere kan forlade ni‑ti års ophold i folkeskolen uden at kunne læse, men formentlig med følelserne i behold".

Indsigtsfulde skolefolk ved udmærket, at den er gal. En af vore førende læsepædagoger, Mogens Jansen, har ligefrem talt om "drabet på dansktimerne".

Men alt for mange forsøger bare at forklare problemerne bort. Alt for mange politikere og pædagoger vil ikke erkende, at den er gal, rivende gal.

Skolen skal ikke producere "gode, harmoniske mennesker". Den skal sørge for kundskaber, der sikrer frie mennesker. Mennesker, der ikke falder igennem i uddannelsessystemet igen og igen, fordi de ikke råder over den vigtigste forudsætning for enhver undervisning: evnen til at læse på et rimeligt niveau.

Og lad os så aldrig glemme, hvilken glæde mennesker går glip af, når de ikke kan læse ordentligt. Skal det virkelig godtages, at en falanks af velmenende politikere og pædagoger skal kunne stille sig i vejen for et gennemgribende opgør med et system, der forhindrer muligheden for at skabe frie, selvstændige mennesker'? Mennesker, der ikke bliver afhængige af, hvad de ser og hører i de elektroniske medier, men selv kan finde frem til de nødvendige informationer.

Problemstillingen er enkel. Konklusionen burde også være enkel. Men når man er bundet af en ideologisk forestilling om "gode, harmoniske mennesker", så kniber det åbenbart med at forholde sig til en af de afgørende forhindringer for sikring af frie danskere: de dårlige kundskaber i læsning.