Danmarks Biblioteksforening
 



Danmarks Biblioteksforening - Vesterbrogade 20, 5. sal - 1620 K?benhavn V - Tlf +45 33 25 09 35 - Fax +45 33 25 79 00

Skriv til webmaster
Skriv til Danmarks Biblioteksforening

 

Overborgmester Lars Engbergs tale ved modtagelsen
i anledning af Danmarks Biblioteksforenings 100 års dag
fredag den 25. november 2005

Deres Majestæt, kære kulturminister, kære gæster. Mine damer og herrer.

Må jeg på byens og på bystyrets vegne byde alle hjerteligt velkommen her på Københavns Rådhus. Og må jeg gratulere Danmarks Biblioteksforening med de ethundrede år.

Vi er glade og stolte over, at foreningen har valgt Rådhuset som ramme for sit jubilæum. Nyrops Rådhus er jo jævngammelt med Biblioteksforeningen. Vi fejrede dets 100-årsfødselsdag i september måned.

Københavns Rådhus er et nationalt monument.
Det er det danske folkebiblioteksvæsen også.

Dansk folkeoplysning, som biblioteksvæsenet udspringer af, er en af de kernedanske institutioner, som har været med til at forme danskerne som folk. Grundtvig slog fast, at der er to sider af livet, som er lige vigtige:

Den ene er naturligvis at arbejde for at skaffe sig føden og et materielt godt liv. Den anden side er at være sig bevidst om, at der også skal være føde til ånden. Ellers bliver livet for fattigt.

Folkeoplysningen blev et mål. Folkebibliotekerne blev sammen med højskoler og oplysningsforbund vigtige midler.

De første generationer af bibliotekarer var ikke bare mennesker, der kunne beherske decimalklassesystemet, stille bøger på hylder og skrive biblioteksskrift med spids pen på kartotekskort.

De var folkeoplysere i egentlig forstand. De grundlagde en bibliotekstradition med højt til loftet, og med indblik og udblik.

Nutidens biblioteker og bibliotekarer bærer traditionen videre. Og de udbygger den. Man skal bare besøge et dansk folke- eller skolebibliotek for at finde bekræftelse for den påstand.

Bibliotekerne er i sandhed kulturinstitutioner. Multimedieværksteder. Vækststeder og væresteder.

Og så er der selvfølgelig stadig bøgerne, hvis popularitet er uopslidelig. Se bare den nyligt afholdte bogmesse i København, hvor 30.000 gæster på kort tid mødte forfatterne og deres bøger.

Det kommunale biblioteksvæsen i denne by, inklusive de mange skolebiblioteker, er en vigtig del – måske den vigtigste – af vores kulturtilbud til børn og voksne.

Det er der, at der i nærkontakt med bøgerne og de andre medier, skabes sammenhæng mellem fortid og nutid, mellem kulturerne. Mellem fantasiens verden og virkelighedens verden.

Bibliotekerne har som alle andre i dette land deres egen forening. Det er en forening, som på klassisk vis varetager bibliotekernes interesser.

Men Danmarks Biblioteksforening er også en forening, hvor bibliotekspolitikere og fagfolk mødes og tænker nye tanker.

Sådan har det været – måske ikke i 100 år, men i rigtigt mange år. Det er en vigtig opgave at løfte.

Og I gør det godt. Også de københavnske bibliotekspolitikere komme berigede og opløftede tilbage fra jeres navnkundige årsmøde med nye ideer og inspiration.

De bliver medlemmer af netværk, hvor der også uformelt og på basis af personlige kontakter tages initiativer og deles viden.

Det skal I have tak for.

Og så vil jeg endnu en gang ønske jer hjerteligt velkommen her til Rådhuset og et stort tillykke med jubilæet.

Jeg er sikker på, at I får nogle gode timer sammen, når I på festlig vis fejrer jeres forenings runde dag.

Lars Engberg

 

 
© Danmarks Biblioteksforening 2002 - 2010