Ode til de danske folkebiblioteker
Af Suzanne Brøgger

I
Som barn ville jeg være bibliotekar
ligesom spejderføreren, der hed Tænke,
som gik med læbestift.

Åh tænk, at være bibliotekar,
så ville man stille alle bøger i orden
og vide, hvor de var,
så ville man vide,
hvem man var - bibliotekar
og gå med læbestift.

Åh, at være bibliotekar
og vide, hvor bøgerne står
og hvad der er inden i dem
og kunne anbefale nogen et eventyr-
At være bibliotekar med stempelblyant
og lilla stempelpude og stemple
i et lille firkantet felt,
en rude og give en bøde
på femogtyve øre
og lede menneskene
mod højere horisonter.

II
Åh, at komme på et bibliotek og se
stille vogne med hjul og bøger på,
som hospitalsvogne der ligeså stille
kommer rullende med medicinen.
Her kommer min medicin,
mit indre liv, rullende
ind på hjul.

At se sin bedstemor komme hjem
fra biblioteket med nettet fuldt af bøger,
redningsnettet,
Dostojevskij og André Gide.
At hente medicin til sin mor
på apoteket og bøger
på biblioteket,
apotek-bibliotek,
Graham Greene og Marcel Proust,
Sagens kerne, på Sporet efter
den tabte tid.

Åh at låne bøger til sig selv
og lægge dem i en stak ved sengen,
Ditte menneskebarn, Barndommens
gade, Den gode jord.
At lægge livet ved sit hovedgærde
og trygt kunne sove,
fordi andre har læst de samme bøger
engang i tiden før man selv blev til,
og de var kommet gennem livet,
havde holdt den samme bog i hånden
og dermed mig i hånden,
og vi gav bøgerne videre til hinanden,
fulde af levet liv,
vi gav livet videre.

Åh, at komme på biblioteket i Slagelse
og be´om en bog fra New York:
"Alone, Alone - Lives of some Outsider Women",
om kvinder, der spillede eller nægtede
at spille den hånd, de fik.

Åh, at være forfatter og blive købt
af biblioteket. At blive vejet og fundet
for let eller tung på grønne sedler
og blive lånt ud
til mennesker, man ikke kender.
Nærsynede og langsynede,
med over- og underbid. 

At møde læserne på biblioteket,
at være en giraf, som mennesker
gerne vil se. Er forfatteren et menneske,
ligesom dem selv, eller er hun lidt
aparte ? En gepard, måske ?

Åh, at komme på biblioteket
og finde ud af, at Espen Snarre
byggede kirken i Kalundborg,
at Kingo var hjælpepræst på Sæbygård
og Antvorskov det største Johanitter-
kloster i Norden.

At komme på et bibliotek,
små øer af civilisation,
der stadig holder stand overfor
Bilka, Kvikly og Rema 1000.

At være en gammel mand
der går på biblioteket med
en lille pige i hånden.
Han har aldrig været der før,
det er hende, der kender vejen.
Hele sit liv har han lagt den,
vejen,
med tjære og asfalt,
men han har aldrig været på biblioteket.
Nu er det pigen på fire, der fører
og hun bladrer i bøgerne,
som var det hendes nærmeste,
hun taler med, og nu begynder den gamle mand
at turde tale
selv med bibliotekaren.
Han har altid undret sig
over universets beskaffenhed,
hvordan man har tænkt
over det gennem tiderne.
Da de går fra biblioteket,
har den gamle mand fået "Filosofiens historie"
under armen, mens pigen har lagt "Mis
med de blå øjne" ned i sin røde sminke-kuffert.

III

Åh, at være et lille hvidt slot bag nogle træer,
fyldt med bøger i orange, grønt og blåt
bind med guldbogstaver på ryggen og numre.
At være et guldtal på en ryg
og blive sat i rækkefølge,
at være en bog på et bibliotek
og at have fundet
sin rette hylde.

At være et bibliotek af Borges,
et verdensbibliotek
eller et lille lokalbibliotek i Høng,
der huser de håndskrevne memoirer
af sognefoged Mads Jensen og hvor
de lokale hekse
kunne få fat i den forfærdelige bog,
hvis navn er unævneligt.

Bøger af sten,
bøger af brændte tavler,
af papir fra træerne i skoven,
bøger af papyrus og digitale
bogstaver og tegn på skærme -
digitale porte til
Alexandria, Pergamon, Efesos
og Den sorte diamant. 

Åh, at være et univers
med små lave gelændere af guld
og vindeltrappe og rumme
katalogernes katalog,
den hemmelige bog med lommespejl,
det store cirkulære bind med uendelig
ryg, der løber hele vejen rundt langs
væggene uden kommentarer.
Åh, at være et univers,
det bjergtagende bibliotek, Borges,
forfatteren, forudså: Menneskeracen
vil uddø, men biblioteket bestå:
Oplyst, ensomt, uendeligt,
fyldt med dyrebare bind. Nytteløst,
uforgængeligt og hemmeligt.

Åh, at være et univers,
et vidensuni